Grundbøger i computerhistorie

I dag er det blevet moderne at beskæftige sig med den personlige computers historie. Her er nogle af de bøger, som findes om emnet - og min mening om dem. 

En dag i 1985 faldt jeg over en interessant bog på Danmarks Journalisthøjskoles fagbibliotek. Den fortalte den spændende historie om de underlige hippietyper, som skabte de første computere. Jeg var fanget med det samme! Siden da har jeg støvet rundt på biblioteker og i boghandler for at opspore bøger om emnet. Det er ofte nødvendigt at bede boghandleren om at skaffe bøgerne hjem fra England eller USA. Du kan dog efterhånden finde mange bøger direkte på hylden - hvis du er så heldig at bo i nærheden af en af de fem-ti største boglader i Danmark.

"Accidental Empires"
Robert X. Cringely.

Computerpressens skarpeste pen hænger de stakkels multimilliardærer ud, og hævder, at de ikke vidste, hvad de selv gjorde. Han har formentlig ret! Ondsindet og virkelig morsom.
Harper Business 1993, 336 s., ISBN 0-88730-621-7

"Bogen om EDB"
William Cauchi & Hjalmar Petersen.
 
Det bedste ved bogen er titlen: "Bogen om EDB". Hvis den var sand, ville resten af bøgerne på denne side være overflødige! Alderen gør denne folkeoplysningsbog til et indblik i historisk edb.
Politikens Forlag 1969, 454s. ISBN 87-567-1377

"Computer Capers" 
Thomas Whiteside. 

Små, moderat interessante historier om computerbaseret svindel, skrevet for et seriøst mindet publikum. Ikke mange grin, men en udmærket lille bog fra datakriminalitetens barndom.
Mentor Executive Library 1979, 168 s. ISBN 0-451-62080-1

"The Cuckoo's Egg" 
Clifford Stoll. 

En tilsyneladende uskyldig forstyrrelse på universitetets computer viser sig at være en tysk hacker på jagt efter amerikanske millitære hemmeligheder. Følg jagten, som ændrede Clifford Stolls liv fra fredelig forsker til forkætret foredragsholder og succesforfatter.
Pan Books 1991, 394 s., ISBN 0-330-31742-3

"Cyberpunk" 
Katie Hafner & John Markoff. 
 
Et standardværk, hvis du interesserer dig for hackere og jagten på dem. Bogen beskriver tre hacker-skæbner, herunder den berømte Kevin Mitnick. Spændende læsning, selv om senere bøger om hackere beskriver "Cyberpunk" som skadelig for de folk, den beskrev.
Corgi Books 1991, 480 s., ISBN 0-552-13963-7

"The Cyberpunk and the Samurai" 
Jeff Goodell. 

En af de mange bøger om jagten på Kevin Mitnick. Jeff Goodell har tilsyneladende adgang til rigtig gode kilder. Fængslende læsning. Bare spørg Kevin!
Dell Publishing 1996, 328 s., ISBN 0-440-22205-2

"Fire in the Valley"
Paul Freiberger & Michael Swaine.

Den bog, som startede det hele for mig! Da den er udgivet i 1984, kan den næppe kaldes aktuel. Men som beretning om starten på den personlige computers historie er den uovertruffen. 
Osborne/McGraw-Hill 1984, 288 s., ISBN 0-88134-121-5

"The Fugitive Game"
Jonathan Littman.

En sand perle. Jonathan Littman har fulgt Kevin Mitnick på allertætteste hold. Den eneste Kevin-bog på markedet, som faktisk citerer hovedpersonen selv!
Little Brown 1996, 390 s. ISBN 0-316-52858-7.

"Grib fremtiden"  
Bill Gates.  

Sandsynligvis den mindst interessante og bedst sælgende bog på denne side. Billionaire Bill har da et par ganske interessante ideer om Informationsmotorvejen. Men visionær? 
Gyldendal 1995, 336 s., ISBN 87-00-20478-1

"The Hacker Crackdown"  
Bruce Sterling.  

Beretningen om en heksejagt på hackere og formodede hackere i hele USA. En virkelig utraditionel bog om en grim historie, skrevet af en af de store forfattere i cyberpunk-genren. Du kan tilmed læse bogen gratis on-line. 
Bantam Books 1992, 322 s., ISBN 0-553-56370-X

"Hackers"  
Steven Levy.  

Endnu en grundbog! Trods titlen handler den ikke om fæle datakriminelle, men derimod om de virkelig sære snegle, som viede deres liv til drømmen om datakraft. Bogen kommer helt ind under skjorten på Lee Felsenstein, Steven Wozniak m.fl. Fremragende!
Penguin 1984, 462 s., ISBN 0-14-023269-9

"Hard Drive"
James Wallace & Jim Erickson.


"There is only one person with fewer friends than Saddam Hussein. And that's Bill Gates." -Paul Grayson, Micrograf'x
Bøger om Bill Gates er ofte morsommere end bøger af Bill Gates. Denne her beskriver historien fra 1975 til 1992.
John Wiley & Sons 1992, 426 s., ISBN 0-471-56886-4

"Insanely Great"  
Steven Levy.  

Imens hovedparten af ressourcerne hos Apple Computer i begyndelsen af 1980'erne blev brugt på at skabe den teknologisk avancerede Lisa, arbejdede en lille gruppe "pirater" i samme firma på i hemmelighed at bygge dens værste konkurrent. De var ikke blot skruebrækkere. De var også ledet af selveste Steve Jobs! Målet var en computer, som skulle være "ufatteligt fed", Apple Mactintosh.
Penguin 1995, 312 s., ISBN 0-14-024492-1

"Masters of Deception"
Joshua Quittner & Michelle Slatalla.

For en gangs skyld en hacker-bog, som ikke handler om Kevin Mitnick! Bogen handler om nysgerrige teenagere, som blev helte i deres egen verden - og om digitale bandekrige. En bog, som er sikker på, hvor den har sin loyalitet.
Vintage 1995, 225 s., ISBN 0-09-957681-3

"Microserfs" 
Douglas Coupland. 

Som den eneste bog i denne samling er der tale om skønlitteratur. Men det er en skønlitteratur, som beskriver "microslavernes" liv mindst lige så overbevisende som en autentisk beretning. Og så er den sjov også!
Harper Collins 1995, 374 s., ISBN 0-06-039148-0

"Overdrive"
James Wallace.

Denne bog tager over, hvor "Hard Drive" slap og beskriver Microsofts historie fra 1992 til 1997. Stabil læsning, men ikke nær så underholdende som sin forgænger. Wallace lader pennen løbe, men har ikke nær så meget på hjerte denne gang.
John Wiley & Sons 1997, 308 s., ISBN 0-471-18041-6

"Registersamfundet"
Flemming Sørensen.

En ægte, gammeldags Debatbog med stort D. Og det er virkelig fascinerende, hvor meget Det Offentlige ved om dig og mig. Forfatteren giver også opskrift på egen-indsigt i registrene.
Chr. Erichsens Forlag 1984, 170 s. ISBN 87-555-0968-1

"Show-stopper"
G. Pascal Zachary.
 
Windows NT er det største program, som nogensinde er skabt til en persondatamat: Fem år, 150 millioner dollars og 200 mands arbejde kostede det at skabe Windows' storebror. Baggrunden for alt dette var imidlertid en enkelt utilfreds programmør i et konkurrerende firma, som fik lyst til at prøve lykken hos Microsoft.
Little Brown 1994, 312 s., ISBN 0-316-91113-5

"The Soul of a New Machine" 
Tracy Kidder. 

Disse prægtige mænd og deres beregnende maskiner! En lille gruppe fanatiske mænd og kvinder skabte mod alle odds en ny generation hos Data General. En klassiker i genren og et klassisk stykke fortællekunst. 
Avon Books 1990, 296 s., ISBN 0-380-71115-X

"Stan Veit's History of the Personal Computer"
Stan Veit.

Stan Veits personlige version af computerhistorien er et opkog af gamle magasinartikler, sat med stor skift for at sikre færre ord for flere penge. Den pensionerede redaktør for "Computer Shopper" kender imidlertid sine kilder så godt, at den alligevel er prisen værd.
WorldComm 1993, 304 s., ISBN 1-56664-023-7

"West of Eden"
Frank Rose.

Den første store beretning om intrigerne hos Apple Computer. Det er faktisk utroligt, at Steve Jobs og co. overhovedet kunne få tid til at skabe banebrydende computere - så travlt havde de med at bekrige hinanden! 
Viking 1989, 356 s., ISBN 0-670-81278-1

"Where Wizards Stay up Late" 
Katie Hafner & Matthew Lyon. 

Internet er verdens ottende vidunder. Og det vil sikkert ændre vores verden lige så meget som Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten gjorde. I denne bog kan man læse, hvordan det hele begyndte. 
Simon & Schuster 1996, 304 s., ISBN 0-684-81201-0

©:John Alex Hvidlykke. Denne side er opdateret d. 15-06-11 .