Det ville være forkert at tilskrive nogen enkelt person æren for, at du i dag kan have en computer stående på dit skrivebord eller liggende i tasken. Mange forskere, opfindere og producenter har hver for sig været med til at skabe grundlaget for den moderne PC. Men i virkeligheden er det ganske almindelige forbrugere som dig og mig, der har gjort det muligt. PC’en er nemlig først og fremmest blevet det, den er i dag, fordi den er standarden. Den lave pris og de mange muligheder er opstået, fordi der er produceret og solgt flere hundrede millioner af dem. Og de mange mennesker har købt PC’en, fordi den er standard. Udviklingen bider altså sig selv i halen. Vi vil dog alligevel gerne ære nogle af bagmændende, som gjorde det muligt igennem deres nyskabende ideer.
Der er nok ikke mange computerbrugere i dag, som kender den ungarsk-amerikanske
matematiker John von Neumann, eller som ved, at det var ham som udtænkte
de principper, som ligger til grund for alle computere i dag. Ud over at
være en dygtig matematiker, som tænkte mange kloge, matematiske
tanker var von Neumann nemlig også manden, som fandt ud af, at en
computer skulle kunne programmeres.
De allerførste computere kunne kun gøre én ting af
gangen. "Programmering" skete ved at flytte rundt på ledninger.
Skulle computeren bruges til andre opgaver, måtte den bygges om igen.
Den computer, som John von Neumann konstruerede i 1952, Maniac, adskilte
sig fra tidligere computere ved at kunne programmeres til alle mulige
typer af opgaver. Med andre ord: Den var en computer af den slags vi kender
i dag.
En Neumann-computer består af en beregningsenhed (processoren) og
en mængde hukommelsesceller. De enkelte hukommelsesceller kan rumme
instruktioner og tal. En program kan bestå af instruktioner som "Hent
tallet i celle 1000" / "Læg én til tallet"
/ "Anbring resultatet i celle 1000".
Vores lille program på tre instruktioner benytter sig af et register
(celle 1000), som hæves med én. Det kunne være en del
af en tæller. Når programmet kører, kan man ikke se
forskel på, om computeren er "Neumann-maskine" eller om
den er programmeret med ledninger. Men det ville være en smal sag
at lave programmet om til for eksempel at trække én fra vores
register - eller at lægge et tal fra et andet register til. Computeren
er nemlig universel og det er jo netop alsidigheden, der gør PC’en
til et så fantastisk værktøj.
Steve Jobs & Steve Wozniak på WCC Faire 1977. Foto: DigiBarn
Der er mange kandidater til prisen for at have skabt den personlige datamat. Men det er nok især de to Steve’r fra Apple, som skal have æren for, at computeren kom ud fra de airconditionerede kælderrum og blev personlig. Apple var ikke de første til at producere en computer, der kunne købes af private. Men Apple II var den første personlige computer, der kunne bruges til noget praktisk. Takket være elektronikgeniet Steve Wozniak, som var en mester i at finde på elegante billige løsninger på avancerede problemer, var Apple II en fantastisk stærk computer for sin tid. Og det var nemt og billigt at udvide standardmaskinen til en avanceret "professionel" datamat: Op til 64 kilobytes hukommelse, farver på skærmen og 80 tegns bredde i stedet for 40 som på andre computere var specifikationer, som kunne få tænderne til at løbe i vand hos computerfreaksene. Man kunne endda købe diskettedrev til vidunderet. Og med et ekstra kort kunne man tilslutte en printer. Men så nærmede prisen på "dyret" sig også kraftigt de 30.000 kroner.
Det vigtigste ved Apple-computeren var
imidlertid, at det var et åbent system. Grundmodellen kunne
måske ikke gøre mange ting. Men man kunne købe alle
mulige typer af udvidelser til den. Både fra Apple selv og fra andre
firmaer. Det lyder måske trivielt i dag, hvor man kan sammensætte
sin PC efter behag, med dele fra mange producenter. Men det var Apple,
som gjorde det til den almindelige måde at lave computere på.
Eller som Steve Jobs glædesstrålende råbte til vennen
og kollegaen, da IBM afslørede sin første PC "De har
bygget den på vores måde!".
Underligt nok forlod Apple sine egne ideer, da de i 1984 sendte Macintosh-computeren
på markedet. Apple har forsvaret deres eneret til at producere Mac’er
med næb og kløer. Resultatet kan vi se i dag, hvor Apple laver
masser af Mac’er, men alligevel er håbløst i undertal på;
markedet.
Ideen til Macintosh havde Steve Jobs fået under et besøg på Rank Xerox’ PARC-forskningscenter. Her havde forskerne eksperimenteret med at lave en computer med grafisk brugerflade og en mus. Jobs var overbevist om, at dét var fremtiden og at Apple burde lave det samme. Første forsøg blev den meget avancerede, enormt kostbare og totalt mislykkede Lisa computer i 1982. Anden gang lykkedes det imidlertid. Selv om de Macintosher, som kom på markedet i 1984, kan virke totalt tåbelige, målt med dagens alen, var de dengang en revolution.
Apple var de første, som lagde vægt
på, at en computer skulle være brugervenlig og kunne bruges
af almindelige mennesker. Det har givet en stor skare af tilhængere,
også selv om Mac’erne i mange år var voldsomt meget dyrere
end PC’ere. I dag er forskellene dog svundet ind. Apple har været
nødt til at sænke priserne, og nye styresystemer som Windows
95 har gjort PC’en lige så brugervenlig som Macintosh.
Hverken Jobs eller Wozniak har i dag noget at gøre med deres værk.
Men ideen om den brugervenlige computer lever videre - både hos Apple
og alle andre steder.
Den
person, som har haft mest indflydelse på PC’en af i dag, er uden
nogen tvivl Bill Gates. Han opfandt hverken computeren som begreb eller
personcomputeren. Men mere end nogen anden person kan vi takke ham og hans
visioner for, at computeren er blevet den helt normale brugsgenstand, vi
kender i dag.
"En computer på hvert skrivebord - med Microsofts software".
Det var visionen, da Bill Gates og studiekammeraten Paul Allen stiftede
Microsoft i 1975. Siden da har firmaet haft en finger med, hver gang der
har skullet leveres software-ammunition til computer-revolutionen.
Det var Microsoft, som leverede den første BASIC til Altair-computeren - og dermed det stykke software, som gjorde den til en succes. Bill Gates var tilmed visionær nok til at forlange, at MITS kun købte licens til at bruge BASIC. Firmaet kunne ikke eje den. I de følgende år kunne Microsoft derfor levere BASIC til næsten alle de nye computere, for eksempel Apple II fra den senere ærkerival Apple.
Da IBM i juli 1980 besøgte Microsoft
for at skaffe software til deres første PC, var formålet med
besøget da også blot at få en BASIC. Men det lykkedes
Gates også at få leverancen på styresystemet, det program,
som udgør computerens personlighed, og som sørger for, at
alle andre programmer kan indlæses og fungere.
Ligesom det var tilfældet med BASIC i sin tid, havde Microsoft ganske
vist ikke et styresystem. Men de vidste, hvor de kunne få fat på
et. Et andet lille firma, Seattle Computer Products havde lavet en kopi
af datidens førende styresystem, CP/M. Og kopien, som havde navnet
QDOS (Quick and Dirty Operative System) kunne bringes til at køre
på den kommende PC. Da Gates af egen erfaring vidste, hvor meget
et firma kunne tjene på at udleje softwaren, insisterede han på
at købe QDOS. Han fik den for 50.000 dollars. Det var en
stor sum for et lille firma, men investeringen har tjent sig ind mange
tusind gange under dens senere navn: MS-DOS.
Den tredje store succes var og er Windows. Også her havde Gates og co. en inspirationskilde: Apple havde deres Macintosh (som på sin side var inspireret af projekter på Xerox’ PARC-forsøgscenter). Sådan måtte fremtidens computere fungere: Med billeder i stedet for tekst, og styret af en mus. De første udgaver af Windows var en kommerciel og teknisk fiasko. Først med version 3 kom succesen. Og i dag kan vi se, at Gates fik ret.