Internet er affødt af ARPAnet, som igen er et barn af den kolde krig. Formålet med ARPAnet, som blev dannet i 1969, var var at skabe et netværk, som forbinde computerne i de forskellige dele af det amerikanske forsvar. Og nettet skulle være i stand til at fungere, selv om dele af det blev lagt øde under en eventuel atomkrig.
I modsætning til andre typer af netværk var strukturen i ARPAnet og dermed i dagens Internet decentral. Al kommunikation over nettet foregår i form, af små "pakker" af data. Det giver flere fordele frem for at sende datene sammenhængene. For det første er det pladsøkonomisk, da store filer ville spærre for anden trafik på nettet, mens de blev transmitteret. Pakkesystemet kan give længere tranmissionstid for den store fil, men til gengæld er der plads til andre i mellemtiden. For det andet er det nemmere at rette fejl, når systemet kun behøver at sende den pakke igen, som der var fejl i i stedet for hele filen.
Pakkerne følger ikke nogen bestemt rute igenenm nettet, men vælger undervejs de servere, hvor der er ledig kapacitet til at lede dem videre.
Fordelen ved dette arrangement er, at nettet ikke bryder sammen, hvis en enkelt server sætter ud. De øvrige servere er stadig forbundet på kryds og tværs. Og så længe der findes en rute gennem nettet, kan pakkerne nå frem.
Når pakkernes vej gennem netværket er tilfældig, bliver det samtidig meget sværere at aflytte kommunikationen på Intenet. Skal man være sikker på at aflytte en fuldstændig transmission, skal man i princippet aflytte samtlige mulige ruter.
ARPAnet fik gennem 1970'erne en fredeligere dimension, da universiteter, som var støttet af det amerikanske forsvar, blev knyttet sammen via ARPAnet.
Men det var ikke gjort med ARPAnet. Flere og flere uddannelsesinstitutioner blev koblet på nettet, og mindre, lokale netværk blev forbundet med det store netværk. I 1983 var antallet af ikke-militære brugere på nettet så stort, at nettet blev splittet op. De militære brugere dannede Milnet, mens de øvrige beholdt navnet ARPAnet.
I 1987 gik den amerikanske, statslige National Science Foundation ind i netværksdrift. Det skete i form af NSFnet, som var et højkapacitets netværk, beregnet til at forbinde de mange nye brugere, tværs over USA. NSFnet blev slået sammen med ARPAnet.
Andre netværk har fulgt eksemplet og er blevet forbundet til det netværket, som undervejs i processen har taget navneforandring til Internet. Hvad enten der er tale om et mindre, internt lokalnet med Lotus Notes og en port - en såkaldt gateway - til den omgivende verden, eller det drejer sig om den kæmpemæssige amerikanske on-line tjeneste Compuserve, har man indset det praktiske i at kunne kommunikere indbyrdes. Internet er altså ikke noget enkelt net, men et samarbejde mellem et stadigt stigende antal mindre netværk.
Tekstafhængig annoncering på søgetjenesten Webcrawler.
Efter 26 år med offentlig støtte måtte nettet, som undervejs i processen havde taget navneforandring til Internet lære at stå på egne ben, da NFS i 1995 trak sig ud af netværksdriften og overlod det til kommercielle netværksudbydere at udgøre grundstammen i Internet.
Da støtten endelig blev fjernet, var der stor bekymring for, at nettet, som hidtil havde været anarkistisk og ukommercielt af natur, skulle drukne i ligegyldige reklamer. Internettet, som det ser ud i dag, kan efter behag tolkes som beviset på, at det gik galt eller at det ikke gjorde. Under alle omstændigheder har reklamerne uigenkaldeligt gjort deres indtog på Nettet. World Wide Web bruges som udstillingsvindue af snart sagt alle større virksomheder. Og reklamerne dukker også op på andre hjemmesider. Søgetjenester som Alta Vista, Lycos og Webcrawler finansierer driften ved at sætte annoncer på siderne. Når en bruger for eksempel søger efter hjemmesider om biler, bliver svaret præsenteret på en side, hvor der også er en annonce for en bilforhandler.
Et af de udtryk, som oftest høres i forbindel med Intenet, er anarki. Nettet er i sin struktur anarkistisk, og netbrugerne især de "gamle" brugere bærer betegnelsen med stolthed.
Fænomenet skal dels ses i sammenhæng med, at en meget stor del af netbrugerne befinder sig på højere læreanstalter, hvor akademisk frihed er blevet vurderet højere end retliniethed og konformitet. Netbrugerne er derfor sjældent særlig tilbageholdeende, når det drejer sig om at give deres mening til kende og vurdere et indlæg på nettet.
Da Internet ikke har nogen ejer eller bestyrelse, men består af masser af smånet, som blot er blevet enige om at arbejde sammen, er der heller ikke nogen, som kan påkalde sig retten til at bestemme over andre brugere eller servere på nettet. Resultatet er er på trods af, hvad man kunne forvente ikke blevet et babelsk kaos, men tvræt imod den største kommunikationssucces i verdenshistorien.
Hvis Internet havde været kommercielt, ville ejeren havde været den største succeshistorie nogensinde. Antallet af brugere fordobles årligt og har i øvrigt fulgt dette mønster i en årrække. Således var der i 1994 et anslået antal brugere på 13,5 millioner. I 1995 var omkring 25 millioner på Nettet, og i år (1996) er et rimelig godt bud 50 millioner mennesker. Alt andet lige må stigningen før eller siden flade ud. Om ikke andet omkring år 2010, hvor alle mennesker på planeten i så fald vil have adgang til Internettet. Det er trods alt de færreste, som har brug for ret meget mere end én Internet-konto.
På den anden side kan man forstille sig, at selstyrende maskiner også får deres egne net-abonnementer, sådan at bilen, vækkeuret og vaskemaskinen også bliver i stand til at kommunkere med hinanden via Internet.
Den protokol, TCP/IP, som styrer trafikken på Internet, er ret sikker. Hver enkelt datapakke kender sin afsender- og modtageradresse og indeholder desuden en checksum for at garantere integriteten af dataene. Pakkerne indeholder også informationer om deres placering i rækken. Hvis pakkerne ankommer i den forkerte rækkefølge, eller en pakke udebliver, håndterer TCP/IP selv at organisere stumperne i den rigtige rækkefølge, efterlyse manglende stykker og ingnorere eventuelle dubletter.
Ligesom Internet ikke er et enkelt netværk, men mange små, er der også en række uafhængige tjenester på nettet. For at bruge de tjenster, man finder nyttige, skal der typisk bruges fem-seks småprogrammer.
E-mail eller elektronisk post er den mest udbredte anvendelse af Internet. Selv om antallet af brugere med fuld, grafisk netadgang skal tælles i mange millioner, har endnu flere en postadresse på nettet og dermed adgang til at sende og modtage e-mail. For at bruge e-mail skal man enten have et dedikeret postprogram, som Eudora eller Pegasus eller man skal bruge postdelen af et større program. Netscape har for eksempel en udmærket e-mail del. Microsoft Exchange, der følger med Windows 95, kan også bruges til at sende og modtage e-mail.
Eudora er et af de mest populære programmer til elektronisk post
Ftp (File Transfer Protocol) bruges, som navnet antyder, til at overføre filer mellem forskellige servere på Internet. Alle computere kan i princippet benytte ftp til at udveksle filer, men ftp anvendes fortrinsvis til at hente filer fra særlige ftp-sites, servere, som giver gratis, anonym adgang til at hente filer. For danske brugere er serverne ftp.funet.fi og ftp.sunet.se, som ligger i henholdsvis Finland og Sverige, nok de mest interessante. Ganske vist eksisterer der næsten ikke afstande på Internet. Men en filoverførsel fra en server på den anden side af jorden involverer et stort antal lokale netværk, som befinder sig på ruten mellem de to servere, hvilket anses for uhøfligt i Internet-kredse, når man kan finde den samme fil i sit eget nabolag". Desuden er forbindelsen til USA altid så overbelastet, at man kan spare megen tid ved at vælge en server på denne side af Atlanten.
Ftp kan også bruges i det små. Hvis man har en privat hjemmeside hos
en Internet-udbyder, bruger man normalt et ftp-program til at overføre
filerne til hjemmesiden til udbyderens server.
Man kan hente sine filer med ftp. Men hvordan i alverden finder man frem til dem? Det problem kan løses med Archie. Programmet søger i en kæmpemæssig database over filer, som befinder sig på en såkaldt Archie-server. En søgning tager typisk et par minutter, alt efter hvor megen trafik der er på den pågældende server, og resultater som oftest i mindst en håndfuld henvisninger til den fil, man leder efter.
Ftp-programet WS ftp er logget ind på en af de mest populære ftp-srvere i Europa: ftp.funet.fi. Man kan søge på hele filens navn eller blot en del af det. Når filen er fundet, kan man vælge en af henvisningerne her bør man igen foretrække den nærmeste server og hente filen hjem med ftp. Archie-baserne tæller flere millioner filer, så hvis man har blot en anelse om navnet på det program, man leder efter, er chancen for at finde det med Archie stor. Chanen for at få en liste på hundrede linier med forkerte" filer, hvis navn ligner den fil, man er ude efter, er desværre tilsvarende stor.
Den nærmeste Archie-server er archie.funet.fi i Finland. Alternativt kan man vælge den engelske archie.dok.ac.ic.uk.
fpArchie i aktion: En søgning på nettet efter wsgop" gav resultat, så nu er
WS Gopher på vej hjem til PC'en.
Gopher er endnu en måde at hente filer på, og ligesom på ftp findes der dedikerede Gopher-servere på nettet. Som konkurrent til ftp har Gopher den fordel, at man kan hente mange flere typer af filer end med ftp. Ud over programfiler kan man nemlig også finde telefonlister, e-mail-lister, tekster og bibliotekslister med Gopher. Eksempelvis kan man finde korte nyhedsoverigter
Det underlige navn er dels et ordspil på go for" (at hente"), da Gopheren jo er en der henter filer". Gopher er derudover navnet på en lille, egernlignende gnaver. Og det er da ganske fornøjeligt at forestille sig Gopher-programmet som et lille dyr, der graver gange gennem cyberspace, på jagt efter filerne.
I forhold til ftp har Gopher-protokollen den fordel, at den er mindre ressource-krævende for serveren. Når man henter filer med ftp, optager man to porte på serveren fra det øjeblik man logger ind på den, og indtil den sidste bit er hentet ned, og man logger af igen. Den ene port bruges til selve filoverførslen, mens den anden modtager kommandoer og kontrolsignaler. Gopher-klienten derimod logger kun ind på serveren i et kort øjeblik for at hente en liste. Når man senere skal hente filen, logger Gopher igen ind på serveren i det øjeblik, det tager at få filen sendt af sted.
Man kan finde meget andet end programfiler i "Gopherspace". På DK-Nets Gopher-server ligger for eksempel
en nyhedsoversigt, som opdateres dagligt.
Veronica er navnet på endnu en søgetjeneste. Hvor søgetjenesten Archie bruges til at finde filer, som kan hentes via ftp, kan Veronica finde filer i Gopherspace", som ken hentes med Gopher.
Som næsten alle andre navne på nettet er Veronica en forkortelse (Very Easy Rodent-Oriented Net-wide Index to Computerized Archives). I dette tilfæplde er det dog ret sandsynligt, at navnet er konstrueret til at passe til forkortelsen og ikke omvendt.
Antallet af Veronica-servere er stærkt begrænset, og af de få servere, der var der fra starten, er flere faldet fra, og andre svarer ikke. Det lykkedes dog at få kontakt med en server på universitetet i Köln, som nemt og hurtigt returnerede en stak henvisniner, da vi bad Veronica søge efter artikler, hvor "Veronica" indgik i titlen.
Veronica er for Gopher, hvad Archie er for ftp - hvis man altså kan finde en server, der er oppe.
WAIS (Wide Area Information Services) er en anden vej til at finde informationer på Internet. Informationen kan være alt fra aktieindekser til lister over Science Fiction-bøger eller madopskrifter.
I modsætning til næsten alt andet på nettet er WAIS ikke et produkt af den akademiske verden, men er opstået som et kommercielt samarbejde mellem firmaer indefor computere og big business: Apple, Thinking Machines, Dow Jones & Co. samt KPMG Peat Marwick.
Resultatet af samarbejdet blev et system, som kan benyttes af brugere uden større kendskab til søgesprog.
Information kan have sin pris på WAIS. Det er muligt at specificere på den enkelte oplysning, hvorvidt den er gratis, eller hvad der i givet fald skal betale for at hente den hjem på PC'en.
Hvis alt andet glipper, så prøv Telnet! Telnet er hverken en søgetjeneste eller et søgeprogram, men en måde at arbejde på de andre maskiner på nettet. Telnet-programmet på ens egen maskine efterligner en gammeldags, tegnbaseret skærmterminal (typisk DEC VT-102, DEC VT-220 eller IBM 3270). Man kommunikerer direkte med værtscomputeren, og kommandoerne er i Unix. Hvis man har behov for at besøge en bestemt maskine på nettet og udføre programmer dér, som ikke kan afvikles på andre måder, kan man vælge at gøre det på den hårde måde, via Telnet. De få Telnet-brugere, jeg har kendt, har været studerende, som har fået lov til at beholde deres e-mail konto hjemme på universitetet, mens de har studeret et år i udlandet. I sådan et tilfælde er det oplagt at bruge Telnet til at kontakte postserveren derhjemme og overføre sine breve til den computer, man ringer op" fra.
Ping er et andet basisprogram" til Internet. Ping er et ekkolod", som kan kontrollere, om en bestemt maskine er på nettet og samtidig checke kvaliteten af forbindelsen. Ping fungerer ved, at man angiver maskinens navn eller dens IP-adresse. Derefter sendes en række pakker af data frem og tilbage over nettet, hvorefter programmet rapporterer, om alle er nået frem, og hvor lang tid det tog.
Med Finger kan man kontrollere, om en maskine er på nettet, og hente en række andre oplysninger om brugeren. Hvor mange oplysninger, der er til rådighed afhænger dels af den server, brugeren er koblet op til, dels af, om han eller hun har valgt at stille oplysninger til rådighed for Finger.
Så meget eller lidt kan man se om den ene af bogens forfattere, når man checker med Finger. hos
cybernet.dk.
Som danskere (eller rettere som ikke-amerikanere) må vi ofte finde os i at få vores breve mishandlet til noget nær ukendelighed, når de sendes elektronisk. Alle de bogstaver, vi deler med det engelske alfabet, slipper normalt igennem uden at lide overlast, mens de danske bogstaver enten bliver udeladt eller oversat" til andre bogstaver eller underlige tegnkombinationer.
Og hvorfor så det? De danske bogstaver findes jo alle i ASCII-tegnsættet på min PC. Problemet er, at mens de danske tegn og andre fremmede" bogstaver ganske vist findes i findes i det komplette 256-tegns (8-bit) ASCII-tegnsæt, er den variant af ASCII, der bruges til tekstdokumenter på Internet, kun på 128 tegn (7 bit), og heri indgår tegnene æ,ø,å,Æ,Ø og Å altså ikke.
De fleste post-programmer giver mulighed for at vedhæfte" filer til dokumentet, så man udveksle andet og mere end blot rå, 7-bit ASCII tekst uden formateringer. Man kan uden besvær tage sit Word-dokument eller en fil og hæfte den på e-mailen.Det lyder behageligt og ligetil. Problemet opstår først, når modtageren skal læse til at læse den vedhæftede fil.
Når man vedhæfter en fil, sker der nemlig i virkeligheden det, at postprogrammet læser filen og konverterer den til tekst, hvorefter den indsættes i selve e-mailen og sendes sammen med dette. Alt dette klares normalt af postprogrammet, uden at brugeren behøver at tænke over det. Som alle andre steder i computerverdenen findes der imidlertid mange forskellige standarder" for, hvordan tingene skal gøre. Da ikke alle bruger samme postprogram, og ikke alle postprogrammer kan forstå samtlige kodningsmetoder, er der stor risiko for at få post, som indeholder underlige" tegn, nemlig når den vedhæftede fil er kodet efter en metode, som postprogrammet ikke kan læse. Forvirringen bliver ikke mindre af, at programmerne sjældent oplyser, hvilken standard, de benytter til vedhæftning af filer.
Her følger en kort oversigt over de mest almindelige.
BinHex standarden er født" i Macintosh-verdenen. Men da PC- og Mac-bruger i stigende grad sender hinanden beskeder via Internet (de fleste er som oftest lykkeligt uvidende om, hvilken type computer, der befinder sig i den anden ende af linjen, så længe posten blot når frem), er BinHex også blevet interessant for PC-ejere.
Hvis postprogrammet forstår BinHex, mærker man intet til, at filen har været konverteret. I modsat fald komer brevet frem som uforståeligt krimskrams. BinHex forstås blandt andet af Eudora, som også er en overlevering fra Mac-verdenen, samt af Netscape.
Mime og BinHex i Eudora.
Mime (Multi-purpose Internet Mail Extensions eller Multimedia Internet Mail Extensions) er den nyste standard i rækken. Som navnet antyder, er standarden beregnet til at kunne bruges til ikke blot vedhæftede filer, men også til at indsætte multimedie-objekter som grafik og lyd i dokumenterne. Der kan dog være stor afstand mellem teori og praksis, så det hører til sjældenhederne at finde MIME brugt som andet end blot en standard for vedhæftning af filer til e-mail. Mime kan læses af blandt andet Eudora, Netscape og postprgrammet Microsoft Exchange, som følger med Windows 95.
btoa (Binary To ASCII) og modsætningen (ASCII To Binary) er to Unix-programmer til kodning af e-mail. Btoa omdanner filen til tekst, som kan indsættes i et dokument, og atob konverterer koden tilbage til en brugbar fil. Mens UUencode (se herunder) er sjælden i PC-verdeen, er btoa og atob aldeles ukendte. Får man et dokument, som er kodet med btoa (og som derfor skal dekodes med atob), er den bedste løsning at kontakte afsenderen og bede ham om at bruge et mere kurant program. Chancen for at finde en btoa-dekoder til PC er under alle omstændigheder særdeles beskeden.
Indtil for få år siden var Unix-verdenen totalt dominerende på Internet, og de programmer, der blev brugt på Internet, var da også de værktøjer, som var almindelige på Unix. UUencode er et eksempel på et program fra dén periode.
UU-formatet er det mest almindelige på Unix-maskiner, men er først blevet rigtig kendt på PC'er i forbindelse med udbredelsen af Internet. Der findes ikke mange programmer til at konvertere UU-encodede filer på PC, og de fleste er af ældre dato. Hvis dit postprogram ikke understøtter UU-encode, kan det blive en kompliceret affære at læse posten. Netscape og Microsoft Exchange, kan også læse vedhæftede filer i UU-encode.
Alle maskiner og alle filer på Internet har en unik adresse, en såkaldt URL (Uniform Resource Locator), som de kan kontaktes på. URL'en bruges blandt andet, når man indtaster adresser på hjemmesider, og når man kontakter en værtsmaskine til filoverførsel med ftp.
Sådan ser det ud, når man modtager et vedhæftet fil, kodet med UU-encode, på et mail-program, som ikke forstår UU. Man kan klippe den del, som indeholder koden, ud af mailen og gemme den som en fil med efternavnet .UUE. Filen kan derefter pakkes ud med Wincode-programmet, som ligger på CD'en, der følger med denne bog.
Navnet består af mindst to dele, samt et antal ekstra oplysninger, som kan vise vej til et bestemt bibliotek eller en fil.
Første led i navnet er navnet på den protokol, som skal bruges: http, ftp, gopher, telnet, news, wais eller mailto, alt efter om man vil finde en hjemmeside på World Wide Web, overføre filer, læse nyheder eller sende en e-mail. Protokollen efterfølges af et kolon og to skråstreger (://).
Næste led er navnet på den værtscomputer, som man vil i kontakt med. Værtsnavnet kan bestå af to eller flere led, adskilt af punktummer. Sidste led i værtsnavnet viser værtens tilhørsforhold. De fleste ikke-amerikanske værtsmaskiner har en landekode som sidste led, for eksempel .dk på danske værter.
Amerikanske værtscomputere adskiller ved normalt ikke at have nogen landekode, men i stedet en "artsbetegnelse". For eksempel er .gov regeringsejede computere, .com er kommercielle foretagener, .edu undervisningsinstitutioner og .mil militære computere. Amerika har faktisk en landekode (.us), men den bruges næsten aldrig.
Hvis man skal have fat på en bestemt fil, som måske befinder sig et stykke nede i hierarkiet, skal der flere led på URL'en. Hvert mappenivaeu adkilles med en skråstreg (/). Allersidste led er navnet på den konkrete fil på serveren.
Med disse oplysninger i hånden, skulle det være muligt at stedfæste enhver navngiven fil på Internet. For eksempel er http://www.globe.dk/forlag/person.htm adressen et dokumentet person.htm, i mappen forlag på den danske server (dk), som har navnet globe på World Wide Web (www). Under kontakten skal protokollen http (HyperText Transfer Protocol) anvendes.