Hvor kommer computeren fra?

Computeren er en relativt ny opfindelse - eller er den? Den computer, som almindeligvis anerkendes som verdens første, har allerede fejret 50 års fødselsdag. Og den er kun at regne for en årsunge sammenlignet med Charles Babbages konstruktion fra 1830'erne.


Computere i victoriatiden

Tro det eller ej, men computeren har faktisk mere end 160 år på bagen. Præcis hvad der skal til, før man kan kalde et apparat for en computer, er noget de lærde strides om. Men der er rimelig stor enighed om, at det apparat, som englænderen Charles Babbage opfandt i 1830’erne, faktisk måtte kaldes en computer. "Den analytiske maskine", som opfindelsen hed, kunne udf&øre beregninger på; data, der blev indlæst ved hjælp af hulkort. Den havde også et lager og en form for udskriftsenhed. Med andre ord en computer. Nu var der bare dét, at elektriciteten ikke rigtig var kommet på mode endnu. I stedet for elektroniske komponenter var maskinen fyldt med tandhjul. Og den analytiske maskine skulle drives af damp.

Hvis det virkelig var lykkedes for Charles Babbage at bygge sin analytiske maskine, ville computeralderen være begyndt betydeligt tidligere. Faktisk ville englænderne have haft et forspring på et århundrede i forhold til amerikanerne.

Desværre var tiden imod Babbage. Man kunne ganske simpelt ikke konstruere de mange tusind bittesmå mekaniske del med tilstrækkelig præcision i 1800-tallet. Derfor forblev den dampdrevne, mekaniske computer en drøm. Men tegningerne eksisterer stadig. Og maskinen ville have virket! På Museum of Science i London kan man se en fungerende Babbage-maskine, bygget mere end 100 år efter opfinderens død.

 

 

 

 

 

Den første computer var et våben

Det er en kedelig kendsgerning, at krige har ført til et meget stort antal af de opfindelser, som vi kan glæde os over i fredstid. Det gælder også computeren. Den første fuldt elektroniske, digitale computer, ENIAC, blev bygget i Philadelphia i USA under Anden Verdenskrig, som et værktøj til hurtige beregninger. Det to fire år at bygge vidunderet (faktisk var den først færdigbygget i 1946, altså efter krigens slutning). Men selv inden færdiggørelsen blev ENIAC brugt med fordel af amerikanerne. Blandt andet blev den brugt at forskerne på Los Alamos centret, hvor atombomben blev opfundet.

De "grønne" computere var endnu langt væk. Det fortælles, at de 18.000 radiorør, som udgjorde de aktive dele i ENIAC, brugte så meget strøm, at borgene i Philadelphia måtte finde sig i, at det elektriske lys i byen blev svagere, når computeren blev tændt. Selv om det nok er overvurderet, er 150 kilowatt en betragtelig mængde energi, når ikke engang rakte til at beregne det samme som en lille programmerbar lommeregner i dag. Og så vejede hele herligheden for resten 30 tons og optog en hel gymnastiksal på Moore School of Engineering.

Vidundermaskinen blev dog hurtigt en dinosaur. Allerede i 1947, altså året efter færdiggørelsen af ENIAC, blev transistoren opfundet. Det gjorde det muligt at bygge computere, som var meget mindre og samtidig mere stabile (radiorør har ligesom elektriske pærer en begrænset levetid).

Selv transistoren havde dog en begrænset periode. I 1969 fik Intel den ide at bygge en hel computer i en enkelt pakning: En mikroprocessor. Når hundreder eller ligefrem tusinder af transistorer kunne pakkes sammen i en "chip", blev det muligt at bygge computeren til en meget lavere pris. Faktisk kunne det lade sig gøre for almindelige mennesker at eje en computer.

 

 

Computere til folket

På forsiden af januar 1975-nummeret af elektronikbladet "Popular Electronics" kunne man se billedet af en revolution. For kun 395 dollars kunne de hobbyfolk, der forstod at bruge en loddekolbe, erhverve deres egen private computer. Man skulle samle vidunderet selv, og dens muligheder var begrænsede til at vise en række lysende lamper på fronten (der var hverken diskdrev, skærm, tastatur eller printertilslutning), når man først møjsommeligt havde programmeret den ved at flytte på kontakter på fronten af maskinen. Men den var din egen computer. Datamater var ikke længere mystiske, almægtige maskiner i regeringsejede kælderhvælvinger.


Verdens første personlige computer (dog uden skærm og tastatur). Foto: Popular Electronics.

Andre fulgte efter: To langhårede hippier i Californien stiftede i 1976 deres eget computerfirma og opkaldte det efter en frugt: Apple. Den første computer fra Apple var også et selvbyggerprojekt for de avancerede, men Apple II fulgte året efter og blev en af de første computere, som vandt indpas i erhvervslivet. I 1977 fik fallittruet lommeregnerfabrik også pludselig en kæmpeappelsin i turbanen, da de vovede pelsen og fremstillede en computer med indbygget skærm og tastatur. Firmaet hed Commodore, og maskinen hed PET. Den blev den første af en række succeser, som førte til VIC-20 og ikke mindst Commodore 64. Alle Commodore-maskinerne brugte for øvrigt den samme version af BASIC, så det var ikke uden grund, når 64’erens BASIC blev beskyldt for at være lidt gammeldags.

Det ville føre for vidt at nævne alle de computerfirmaer, som opstod i de sene halvfjerdsere og i begyndelsen af firserne. Det hørte nemlig til dagens orden, at der kom nye firmaer og helt nye computere på banen - i hvert fald en gang om måneden. Alle maskinerne var forskellige, og der var ingen chance for at køre programmer, beregnet til computere af andre fabrikater. Softwareudvalget var tilsvarende begrænset. Dengang var det derfor helt almindeligt, at brugerne skrev deres egne programmer eller tastede de alenlange BASIC-listninger ind, som blev bragt i de fleste af datidens computerblade. Det var de personlige computeres nybyggertid, hvor alle og enhver kunne bygge en computer og sende den på markedet, og hvor brugerne virkelig skulle vide noget om udstyret for at bruge det.

Billedet ændrede sig, da IBM gav computerverdenen det, den indtil da havde manglet: En standard. Én efter en bukkede de fleste af pionererne enten under eller gik over til at lave PC’ere.

 

 

IBM kommer

I 1980 skete der noget meget vigtigt i computerhistorien. IBM opfandt ordet "Personlig Computer" Siden de første hjemmecomputere var dukket op, fem år tidligere, havde computerpionererne undret sig: Hvor blev IBM af? "Big Blue" havde domineret computerindustrien totalt i årtier. Alligevel havde firmaet ikke vist nogen interesse for det nye marked for små computere. Den holdning skiftede i 1980. Firmaets strateger havde regnet sig frem til, at man burde kunne sælge 50.000 personlige computere (alle tiders underdrivelse, kan man roligt sige!). Derfor blev et tophemmeligt projekt "Acorn" sat i gang. En lille gruppe af IBM-folk fik et år til at skabe en computer, som kunne dække det marked. Med en så kort tidsfrist var der ikke tid til at gøre tingene på IBMs normale manér, hvor alle dele blev lavet af virksomheden selv. Der blev i stedet brugt standard-dele, og softwaren blev købt "ude i byen".

Det var oprindelig meningen, at styresystemet skulle være en specialudgave af Digital Researchs CP/M, som kørte på næsten alle de andre små computere. Legenden siger, at chefen for Digital Research, Gary Kildall foretrak at tage på tur i sit privatfly, den dag IBMs udsendinge kom på besøg. I stedet gik ordren til Microsoft, som i forvejen var udset til at levere en udgave af deres programmeringssprog, BASIC. Resultatet blev den MS-DOS, som alle kender (og elsker at hade) i dag.

IBMs PC var ikke nogen imponerende maskine. Med 16 kilobytes hukommelse og hverken farver eller lyd var den konkurrenterne underlegen på de fleste punkter. Men den var fra IBM. Og IBMs navn betød, at erhvervslivet pludselig begyndte at tage de små skrivebordscomputere seriøst. I midten af firserne var sejren total på erhvervsmarkedet, og fra slutningen af årtiet begyndte PC’en også at snige ind i hjemmene, hvor den tog livet af de små, ikke-kompatible hjemmecomputere. Som det vist er bekendt for de fleste, blev den oprindelige vurdering på 50.000 eksemplarer af PC’en overskredet. Der skønnes at være flere hundrede millioner PC’er i verden i dag. Heraf er dog kun en lille del leveret af IBM selv.

 

 

Send klonerne ind!

Når PC’en var bygget af standarddele, betød det også, at alle og enhver kunne bygge computere mage til. Det eneste, der var unikt, var BIOS’en - den elektroniske kreds, som indeholdt det program, der gav PC’en personlighed, og som sørgede for, at styresystemet kunne indlæses. Det var naturligvis ulovligt at kopiere IBMs BIOS. Men det var ikke forbudt at lave en BIOS, som udadtil til opførte sig på samme måde som IBMs, når bare indmaden var forskellig. Det var netop, hvad Compaq gjorde i 1982. Dermed havde Compag opfundet den første "klon". Ud over at opføre sig akkurat som "den ægte vare" havde Compaq’s computer et fortrin: Den var bærbar. (For forhandlerne var der desuden den fordel, at de kunne tjene flere penge på hver maskine, end IBM gav dem lov til)

Flere firmaer fulgte snart efter og begyndte at producere klon-PC’er. Og jo flere, der byggede PC’er, jo billigere og jo mere kraftfulde kunne delene fremstilles. Og jo flere PC’er, der allerede var i omløb, jo flere mennesker så fordelen i at vælge netop den computer, som udgjorde standarden.

Med klonernes fremkomst havde IBM mistet grebet over sin egen opfindelse. Konkurrenterne kunne fremstille computere, som var mindst lige så hurtige som originalen. Og de kunne sælge dem billigere - et kapløb, IBM ikke ønskede at deltage i.

I 1987 prøvede IBM at vinde magten over PC-markedet tilbage ved at skabe en ny standard: IBM PS/2. Maskinerne var fuldt kompatible på softwaresiden, men indmaden var anderledes. Det betød, at man kun kunne bruge IBMs egne dele (eller dele, fremstillet på dyr licens). Effekten var præcis den modsatte af, hvad IBM havde ønsket. Kunderne vendte sig i endnu højere grad væk fra IBMs computere, som nu ikke længere var rigtigt PC-kompatible. Enden på historien blev, at IBM blev nødt til at føje sig efter flertallet - og bygge computere, som lignede alle de andre. PC’en havde vundet - selv over sin skaber.

 
©: 28-01-1996 John Alex Hvidlykke. Artiklen har tidligere været bragt i Komputer for alle, marts 1996.
Denne side er opdateret d. 15-06-11 . Kopiering forbudt. Citat med tydelig kildeangivelse tilladt. Links er velkomne.