Vejen til PC'en

Den moderne PC er ikke kommet ud af ingenting. Her er nogle af milepælene på vejen, som på hver sin måde har bidraget til at bane vejen for den moderne personlige computer.

The Analytical Engine

(Den Analytiske Maskine) "Genialt, men alt, alt for langt forud for sin tid" er nok den bedste beskrivelse af den maskine, som englænderen Charles Babbage designede i 1830'erne. Hvis det var lykkedes for Babbage at bygge sin analytiske maskine, ville den have været verdens første computer. Det eneste, som adskilte maskinen fra det 20. århundredes computere er nemlig, at den var rent mekanisk, konstrueret med sindrige tandhjuls- og gearsystemer. Desværre var teknikken ikke tilstrækkelig udviklet dengang. Så Babbages livslange arbejde blev aldrig kronet med succes. Men maskinen er siden blevet bygget, den står på London Science Museum - og den virker!

 

ENIAC

Den computer, som almindeligvis får æren for at have været verdens første, er den amerikanske ENIAC (Electronic Numerical Integrator And Calculator) fra 1946. Der har ganske vist været andre computere før den. Men ENIAC var den første fuldelektroniske computer i verden. I stedet for skabe fyldt med klikkende, mekaniske - og ikke mindst langsomme - relæer brugtes den nyeste teknik: Radiorør, nærmere bestemt 18.000 af slagsen.
Hvor moderne computere kan programmeres til alle mulige opgaver, var ENIAC "hardwired". For at ændre i programmet skulle teknikerne flytte rundt på de 6.000 kabler, som bestemte, hvilken slags beregninger, de 30 tons elektronik skulle udføre.

 

"Bugs"

Radiorørs-computeren ENIAC tilskrives oprindelsen for en af standardvendingerne i computerverdenen: En "bug" (engelsk for "insekt") er betegnelsen for en fejl i et program, som kan medføre, at computeren går ned. I tilfældet med ENIAC skal ordet dog tages helt bogstaveligt. De mange tusind lysende radiorør tiltrak nemlig insekter, som i væste fald kunne lide en pludselig død i højspændingen - og forårsage kortslutninger, som bragte computeren i knæ ­ indtil teknikeren havde været der med støvekosten.

 

DASK

DASK er det nærmeste, vi kommer på en dansk pendant til den amerikanske ENIAC. Maskinen fungerede i årene 1957 til 1966. Ligesom ENIAC var DASK bygget med radiorør. Der er flere forklaringer på navnet DASK. Den mest kendte er "DAnsk Sekvens Kalkulator". Civilingeniør Bent Scharøe Petersen, som ledede konstruktionen af DASK, holder dog p嬠at bogstaverne står for "Dansk version af beSK" (BESK var en tilsvarende svensk maskine, som blev bygget i 1953). En tredjedel af maskinen er bevaret og kan i dag ses på Teknisk Museum i Helsingør.

 

GIER

Den første danske elektron-regnemaskine, udelukkende baseret på Transistorer, var GIER (Geodæisk Instituts Elektroniske Regnemaskine). Maskinen bestod af 5.000 transistorer og 10.000 dioder (til sammenligning består selve processoren i en moderne PC af adskillige millioner transistorer). Den GIER, som i dag står på Teknisk Museum, var den første, der blev bygget i 1960. Den fungerede indtil 1978, hvor den blev skænket til museet.

 

Mainframe-computere

De store, uflyttelige computere med enorm regnekraft, som betjener en hel koncern eller et universitet kaldes mainframes. Indtil 1960'erne var de den eneste type computere, man kunne forestille sig. At en enkeltperson kunne r?e over en hel computer endsige eje en var komplet utænkeligt.
IBM var op gennem halvtredserne og tresserne den største producent af mainframe-computere.
Selv samme IBM's Thomas J. Watson udtalte engang, at han kun mente, at der var behov for en håndfuld af deres computere i verden. Citatet er naturligvis blevet stående, fordi det var skudt under målet i en grad, der nærmer sig til århundredets underdrivelse.

 

Digital PDP-1

Hvis IBM skabte mainframe-computeren, skal Digital have æren for minicomputeren. PDP-1, som kom i 1960, og som kunne købes for den latterligt lave pris af 120.000 dollars, gav relativt små firmaer og universiteter adgang til computerkraft. Samtidig var den den første interaktive computer. I stedet for at aflevere en stak hulkort til en hvidkitlet operatør og vente et døgn på at få svaret udleveret i form af en meterlang udskrift, kunne man indtaste kommandoer direkte på en telex-terminal og se resultatet på en billedskærm.

 

Altair 8800

Den første rigtige computer, som kunne købes af privatpersoner - intet mindre. Altair 8800 kunne i 1975 bestilles via postordre for den ufatteligt lave pris af 395 dollars (ca. 2.700 kroner). For det beløb fik man en bunke elektroniske komponenter og en byggevejledning. Når computeren endelig var samlet efter flere døgns loddearbejde, var computeren i praksis blind, døv og stum. Ingen skærm, tastatur eller lagerenhed. Programmering foregik ved at vippe en række kontakter, og resultatet af programmet skulle aflæses på en anden række lamper. Alligevel var succesen så stor, at leveringstiden skulle tælles i måneder. Hukommelsen var på fantastiske 256 bytes.

 

BASIC

Hvad skal man med en computer uden programmer? To studerende ved navn William Gates og Paul Allen opfyldte i 1975 alle de hedeste ønsker hos ejerne af pioner-computeren Altair ved at skrive en BASIC-fortolker til den. Med BASIC på maskinen kunne brugerne nemlig begynde at skrive deres egne programmer, tilmed i et sprog, som var mere forståeligt for mennesker, end de endeløse rækker af ettaller og nuller, som var computerens "modersmål". BASIC-sproget blev en fast bestanddel af alle personlige computere i slutningen af halvfjerdserne og første halvdel af firserne. Microsoft BASIC blev også det første program, som blev piratkopieret.

 

Apple I

Selv om den ligesom Altair var et elektronisk byggesæt, var der alligevel mere computer over Apple I, som kom på markedet i 1976. Man skulle ganske vist selv finde et tastatur og bygge et kabinet, men den kunne kobles til en tv-skærm, og man kunne gemme programmerne på kassettebånd. Prisen var 666,66 dollars - eller omtrent prisen en 486-baseret PC i 1996-priser. Apple var stiftet af to hippier med interesse for elektronik. Startkapitalen havde de hentet ved at sælge deres kæreste ejendele hver især: et ramponeret folkevognsrugbrød og en programmerbar lommeregner.
Apples ene grundlægger, Steve Jobs, blev i 1999 tilbud at købe det første eksemplar af Apple I tilbage, men takkede nej - "ellers tak, ikke med det besvær, vi havde med at få den solgt i sin tid!".

 

Apple II

Apple II kom på markedet i 1977. Her var en computer, som blev leveret færdig og klar. Apple II kunne som den første vise grafik i farver på skærmen (familiens tv). Året efter kom der et diskettedrev, der gav mulighed for at gemme enorme mængder af data (176 kilobytes) - og meget hurtigere end den kassettebåndoptager, som inden da var eneste lagermedium. Apple II var den første computer, som vandt udbredelse i hjemmene hos andre end de mest dedikerede computerfreaks.

 

Osborne 1

Osborne 1 var på flere punkter en milepæl i computerhistorien, da den kom frem i 1981. Ikke blot var computeren bærbar (den vejede 12 kg!). Den var også den første computer, som blev leveret med en "office-pakke". Pakken indeholdt regnearket SuperCalc, tekstbehandlingen WordStar og databasen dBase II. Ingen af programmerne kendes længere, men dengang var de faktisk de hotteste programmer i deres kategorier. Adam Osborne havde opnået nogle gode aftaler med softwarefirmaerne, som gjorde det muligt at sælge computeren for en pris, som lå under, hvad de tre programmer ville have kostet i løs vægt - uden computer.

 

IBM PC

Der gik længe, meget længe, inden IBM valgte at reagere på den computerrevolution, som var i gang overalt omkring dem. Masser af små firmaer skød op og fik succes. Men "Big Blue", som havde været indbegrebet af computere i årtier, satsede stædigt på de store centrale systemer - mainframes. Først i 1981 kom giganten med på vognen med IBM PC - den Personlige Computer. Teknologisk set var den ingen revolution (64 kilobytes hukommelse og hverken grafik, farver eller printertilslutning). Men den havde megafirmaets troværdighed, og det betød mere end tekniske data. Der gik ikke længe, før programudvalget kunne tælles i tusinder af titler.

 

Sinclair ZX-81

Mange computernørder har trådt deres teknologiske barnesko med den lille engelske ZX-81 computer fra 1981. Den havde hverken farver eller højtopløst grafik, og hukommelsen var kun på en kilobyte (1.024 bytes). Til gengæld kostede den kun 1.500 kroner, så alle kunne være med. Indeni var ZX-81 et mesterstykke i rationalisering: Kun fire integrerede kredse skulle der til for at bygge en komplet computer. Til sammenligning brugte de fleste andre hjemmecomputere 40-50 kredse på at gøre det samme.

 

Jupiter Ace

Jupiter Ace computeren, som kom i 1982, var unik derved, at den som den eneste hjemmecomputer nogensinde skulle programmeres i sproget FORTH i stedet for den dengang allestedsnærværende BASIC. FORTH var faktisk ret genialt som programmeringssprog, da brugeren selv kunne udvide sproget med nye kommandoer.
Genialitet til trods var Jupiter Ace samtidig et typisk eksempel på den strøm af hjemmecomputere, som blev sendt på markedet i de første del af firserne: Den var nemlig ikke kompatibel med nogen som helst anden computer før eller siden, hverken på program- eller hardwaresiden (borset fra en ting: Den kunne bruge 16 kilobytes RAM-udvidelserne fra Sinclair ZX-81'eren). Og som de fleste andre hjemmecomputere havde Jupiter Ace ikke en chance.

 

Commodore VIC-20

En lav pris (3.000 kroner ved lanceringen og omkring det halve i slutningen af dens karriere), farver og lyd gjorde i 1982 den lille VIC-20 computer til en succes. Selv om den i dag er totalt glemt, var VIC-20 faktisk den første computer, som nåede et salgstal på en million eksemplarer. Man kunne få en mængde udvidelser til det lille vidunder: Diskettedrev (ikke harddisk), printer og is? ekstra RAM. VIC-20 havde kun 3,5 kilobytes fri hukommelse.

 

Commodore 64

"Brødkassen" Commodore 64 fra 1983 blev mere end bare en efterfølger til VIC-20. Den kom til at overgå sin forgænger i både levetid og salgstal med ti gange. Masser af farver, højtopløst grafik og en rigtig synthesizer-chip til at lave lyden med betød, at maskinen var som skabt til spil. Selv i dag er der computerfreaks, som sværger til denne computer og mener, at alt andet er overflødigt pjank.

 

IBM PC/XT

I de tidlige firsere var der stadig mange computere, hvor det højeste, man kunne ønske sig, var et diskettedrev. Faste lagre eller "harddiske" var endnu noget, man kun kunne drømme om - noget der hørte til i mainframeverdenen. På det punkt var IBM for en gangs skyld foran konkurrenterne, da de i 1983 lancerede efterfølgeren til den oprindelige PC: IBM PC/XT. Ikke blot havde maskinen mere hukommelse (256 kilobytes). Den havde også en harddisk, hvor brugeren kunne lagre programmer og data og lynhurtigt hente den ind i igen. Størrelsen på harddisken var fantastiske 10 megabytes. Eksisterende PC-brugere kunne for 18.000 kr. købe et udvidelsessæt, så de selv kunne montere en harddisk. 

 

Compaq Portable

Compaq skabte ikke blot den første IBM-kompatible bærbare computer: De skabte ved samme lejlighed hele klon-begrebet. Mens det meste af elektronikken er simpel nok at eftergøre og i øvrigt blev stillet frit til skue af IBM, var firmaet anderledes hemmelighedsfuldt med den kreds, BIOS, som bestemmer, hvordan PC'en opfører sig. For at konstruere en klon, skulle Compaq fremstille en BIOS, som gjorde akkurat det samme som IBM's original - uden at være en kopi af kredsløbene. Bedriften blev gennemført ved at lukke en flok ingeniører inde i et rum med en beskrivelse af funktionerne i IBM's BIOS - men ingen diagrammer.
Det lykkedes for Compaq at konstruere den 100 procent nøjagtige kopi uden at krænke IBM's ophavsret. Dermed var der åbnet op for at lave kloner. Compaq har i mange år ligget foran IBM i salgstal på PC'er.

IBM PC/AT

Efter at have gjort PC-arkitekturen til standard med PC og PC/XT tog IBM i 1984 springet og satte en ny standard. PC/AT (for "Advanced Technology") var den første PC, som benyttede den nye, avancerede 286-processor fra Intel. Dette gjorde PC/AT tre gange hurtigere end den oprindelige IBM PC. AT blev også som standard leveret med en farveskærm. Det var samtidig sidste gang, IBM fik lov til at sætte standarden. Da firmaet i 1987 prøvede at komme det voksende klon-marked til livs ved at lancere en ny hardwarestandard for firmaets PS/2 computere, gjorde resten af industrien oprør. Derfor kan man stadig bruge udvidelseskort, udviklet til den oprindelige PC/AT, i en splinterny PC.

Apple Lisa

Selv om det er i orden at beskrive Apple Macintosh som en revolution, var den dog en revolution med et forbillede. Faktisk to forbilleder, hvis man skal være helt præcis. Allerede i 1983, året inden Macintosh kom på markedet, havde Apple nemlig udsendt en computer med de fleste af de egenskaber, som man normalt forbinder med Macintosh. Apple Lisa var den første kommercielt tilgængelige computer, som brugte billeder, grafik og en mus i stedet for tegn og tastatur (som man kender der fra DOS). Ideen havde Apples Steve Jobs fået ved et besøg på Rank Xerox' forskningscenter PARC. Det kostede flere års arbejde og mange interne sværdslag, inden maskinen kunne præsenteres.
Uanset at Apple Lisa teknologisk set var banebrydende, blev den dog aldrig nogen salgssucces. Maskinen kostede 9.995 dollars (svarende til 60.000 kroner), og den megen avancerede grafik, gjorde den langsom.

Apple Macintosh

Var Apple Lisa den første kommercielt tilgængelige computer med grafisk brugerinterface, var Macintosh fra samme firma den første brugbare af slagsen. Macintosh blev lanceret i 1984 og blev modtaget med al den begejstring, Apple havde ønsket for dens forgænger. Der var måske ikke det store udvalg inden for software i begyndelsen, men det var alt sammen grafisk og brugervenligt. Brugervenligheden strakte sig også til designet: De første Macintsosh-computere havde systemenheden indbygget i skærmen (eller omvendt). Alt brugeren skulle gøre, var at tilslutte tastatur og mus (som tilsluttedes til tastaturet), så var maskinen køreklar. En speciel bæretaske gjorde endda Macintoshen halv-bærbar. Ideen med sammenbygget skærm og systemenhed er siden forladt. Men det brugervenlige lever stadig. Både i de over 16 millioner Macintosher og i de mindst ti gange så mange PC'er med Microsoft Windows (1996-tal).

 

Commodore Amiga

Multimedia har været modeord i computerverdenen hvert år i de seneste år. Men Amiga-computeren var faktisk skabt til multimedia allerede i midten af 1980'erne. En for tidspunktet lynhurtig højtopløst grafik og stereolyd i høj kvalitet gjorde computeren ideel til multimedia. Mange små videoproducenter og lokale tv-stationer har brugt Amigaen som video-effektmaskine. Selv i dag er der ting, man kun kan gøre på en Amiga - for eksempel have flere skærmbilleder med forskellige farvepaletter og opløsninger på en gang. Selv om der er solgt flere millioner Amiga-computere, har den dog aldrig fået det helt store gennembrud, som teknologien burde berettige den til. Det vigtige ord mangler nemlig: PC-kompatibel! En Amiga kører kun Amiga-programmer. Færdig!

©: 09-04-1996  John Alex Hvidlykke. Artiklen er tidligere udgivet i Berlingske Tidendes, TechNU-tillæg, tirsdag den 16. April 1996.
Denne side er opdateret d. 15-06-11. Kopiering forbudt. Citat med tydelig kildeangivelse tilladt. Links er velkomne.